Velkommen tilbage! Vi har savnet jer!

Kære gæst

Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at vi mandag 18. maj genåbner fire af vores otte restauranter, nemlig Huks Fluks, Bøf & Ost, Nyhavns Færgekro og Zeleste. Planlægningen for genåbning af de sidste fire restauranter, Peder Oxe, Cap Horn, Kompasset, simpleRAW, er i gang.

For at sikre, at vi lever 100 % op til gældende præmisser og vores egne ambitioner, har vi valgt at genåbne restauranterne i etaper.

Efter udmeldingen fra regeringen om mulighed for genåbning har vi arbejdet hårdt på at gøre de første fire restauranter klar. Udgangspunktet har selvfølgelig været at efterleve gældende retningslinjer, men vi har også brugt energien på at sikre, at I som gæster trods nye rammer får den samme hyggelige og afslappede spiseoplevelse, som I er vant til.

I kan nyde mad og drikke både indendørs og udendørs i alle restauranterne. Grundet nedsat kapacitet er det en god idé at booke et bord i forvejen. Det kan I gøre via nedenstående links.

På medarbejdernes vegne kan jeg vist roligt sige, at de glæder sig. De er godt i gang med at klæde sig på til de nye udfordringer. Humøret er højt og smilene brede, og der er lagt i støbeskeen til stor forkælelse af gæsterne. I kan se menuerne på de enkelte restauranters hjemmeside under menu.

På glædeligt gensyn!

Gode hilsner
René, CEO i Tholstrup



Tholstrup